Lydoptagelse og noter har hver deres styrker, når du skal bevare sammenhængen i citaterne. Jonas Bruun sammenligner de to metoder og giver en anbefaling til dit næste interview.
5 min. læsetid
Når et interview er slut, er det eneste, der tæller, hvor trofast du kan genfinde det, der blev sagt. Der er to hovedveje dertil: du kan optage samtalen og lytte efter bagefter, eller du kan skrive med undervejs og stole på dine noter. De fleste interviewere blander dem, men det er værd at gøre sig klart, hvad hver metode gør ved samtalen, og hvad den gør ved dig.
Jeg har lavet portrætinterviews gennem et helt arbejdsliv og har skiftet mening mere end én gang. I de her uger, hvor mørket kommer tidligere, og samtalerne ofte foregår indendørs ved et køkkenbord, har jeg igen tænkt over, hvad der egentlig går tabt, når man vælger det ene frem for det andet. Det er ikke et spørgsmål om teknik alene, men om opmærksomhed.
Den største fordel ved en optagelse er, at du kan kigge på den, du taler med. Du nikker, følger op, venter, når tavsheden bliver tung, og lader svaret finde sin egen form. Intet går tabt på vejen, og du kan senere gå tilbage til en enkelt sætning for at tjekke ordlyd, tøven og tonefald. Det gør citaterne mere præcise.
Optagelsen er også et værn mod dine egne misforståelser. Hvis en kilde bagefter hævder at være misforstået, har du noget at lægge på bordet. Det beskytter både den, der er interviewet, og dig. Samtidig giver den en tilladelse til at være nysgerrig i stedet for at stenografere, og det mærker den anden som regel med det samme.
Noter tvinger dig til at lytte aktivt. Mens du skriver, vælger du allerede, hvad der er vigtigt, og det er en første redaktionel sortering, som optagelsen udskyder. Mange opdager, at de husker en samtale bedre, når hånden har arbejdet med den, og at de efterfølgende behøver mindre tid til at finde sagens kerne.
Noter virker også, når teknikken svigter, eller når den, du taler med, bliver tilbageholdende foran en mikrofon. Nogle kilder siger mere uden en rød lampe i øjenkrogen. Prisen er, at du hele tiden deler blikket mellem papir og menneske, og at du aldrig kan være helt sikker på, at et citat er skrevet ned ordret.
Forskellen mærkes tydeligst, når du skal gengive nogen. Et citat fra noter er en rekonstruktion, og den er farvet af, hvad du nåede at høre og forstå. Et citat fra optagelsen er ordret, men også farligt: det fristes man til at trimme, så sætningen lyder pænere, end den blev sagt. Begge dele kan ændre meningen.
Derfor er min vigtigste regel den samme uanset metode: gengiv kun ordret det, du kan stå inde for som ordret, og omskriv resten til henvisning. Spørg igen, hvis du er i tvivl om, hvad et svar betød. Det er hverken klodset eller svagt, og de fleste kilder værdsætter, at du vil forstå dem rigtigt frem for hurtigt.
Optag, hvis kilden giver lov, og tag noter alligevel. Optagelsen er dit sikkerhedsnet og din ret til at være til stede i samtalen. Noterne er din sortering og din forsikring, hvis lyden viser sig at være ubrugelig. Det lyder som dobbeltarbejde, men noterne behøver ikke være lange: nøgleord, tidspunkter på optagelsen og de sætninger, du allerede nu ved, du vil bruge.
Hvis du kun kan vælge én metode, så vælg efter situationen. Til længere samtaler om noget kompliceret er optagelsen den bedste. Til korte, uformelle møder eller hvor kilden er nervøs, er noterne ofte mere ærlige. Tag aldrig valget for at spare tid, for den tid, du sparer under samtalen, bruger du bagefter.
Aftal optagelsen, før samtalen begynder, og sig det højt, så det ikke er en overraskelse. Test udstyret, og læg telefonen eller optageren, så den ikke står mellem jer. Skriv dagens dato og kildens navn øverst på notesblokken, og afsæt tid til at gennemlytte optagelsen samme dag, mens du stadig husker stemningen.
Brug de første minutter af næste interview på at mærke, hvilken metode der passer til netop den samtale. Overvej bagefter, hvad du savnede. Over tid finder du din egen blanding, og den bliver næsten altid en kombination af begge dele, afpasset efter kilden og efter hvor meget der står på spil.
Optagelse og noter er ikke modsætninger, men to redskaber med forskellig styrke. Optagelsen giver ro og dokumentation, noterne giver sortering og robusthed. Min anbefaling er at bruge begge, når du kan, og at lade hensynet til kilden afgøre resten. Det vigtigste er, at du bagefter kan stå ved hvert citat og forklare, hvordan du er nået frem til det.
Jonas har lavet portrætinterviews gennem et helt arbejdsliv og skriver om forberedelse og lytning.
Et forløb med Maren, der ville skrive om sin gamle idrætsforening, men ikke vidste, hvor en reportage begynder. Her følger de skridt, der gjorde ideen til en tekst.
Læserne spørger ofte, hvordan en redaktion vælger og fravælger. Her svarer jeg på det, med vægt på prioritering, kilder og de perspektiver, en historie skal kunne bære.