Fem fejl går igen i interviewrummet: for lidt forberedelse, lukkede spørgsmål, afbrudt tavshed, løsrevne citater og manglende læsning bagefter. Her er, hvordan du undgår dem.
5 min. læsetid
Den mest udbredte fejl opstår længe før samtalen. Man har en liste med spørgsmål, men ikke læst, hvad den interviewede tidligere har sagt, skrevet eller besluttet. Resultatet er, at gæsten må forklare det grundlæggende, mens tiden løber, og at de gode spørgsmål aldrig når frem. Forberedelse handler ikke om at kunne alt, men om at vide, hvad der allerede er sagt offentligt, så du kan bruge din tid på det, der endnu ikke er fortalt.
Jeg plejer at dele forberedelsen i to dele. Først læser jeg det, personen selv har produceret: artikler, taler, rapporter eller værker. Dernæst læser jeg det, andre har sagt om vedkommende, og noterer, hvor billedet er uenigt. Det giver mig både et kort over terrænet og en fornemmelse af, hvor der er spænding. Spørgsmålene vokser ud af de huller og modsigelser, jeg finder, ikke ud af en generisk skabelon, der kunne passe til enhver.
Mange stiller spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, eller som i sig selv indeholder svaret. Hvis du spørger, om beslutningen var svær, får du sjældent mere end et nik. Spørger du i stedet, hvad der talte for og imod den aften, du traf den, inviterer du til en fortælling. Et godt spørgsmål er kort, konkret og peger på en situation, ikke på en vurdering.
Undgå også at stable flere spørgsmål i ét. Gæsten vælger det letteste og lader resten ligge, og du står bagefter med en halv besvarelse. Stil ét spørgsmål, og vent. Hvis svaret er overfladisk, er det ikke et tegn på, at du skal skifte emne, men på at du skal følge op med et enkelt ord som hvordan eller hvornår. Opfølgningen er ofte der, hvor interviewet egentlig sker, og den kræver, at du lytter frem for at kigge i dine noter.
Tavshed føles ubehagelig, især for den, der stiller spørgsmålene. Derfor griber mange ind med et nyt spørgsmål eller en omformulering, netop som gæsten er ved at finde ordene. Pausen er ofte tænketid, og det, der kommer efter den, er typisk mere præcist og mere ærligt end det første svar. Lær at tælle til fem i hovedet, før du siger noget.
Det kræver øvelse, og det hjælper at have et fast udgangspunkt: du er ikke i samtalen for at underholde, men for at få sagt det, som ellers ikke ville være blevet sagt. Hvis tavsheden trækker ud, kan du nøjes med at nikke eller gentage de sidste tre ord af gæstens sætning. Det virker næsten altid. Gæsten tager tråden op, og du har undgået at lægge ord i munden på vedkommende, hvilket også gør citaterne mere troværdige senere.
Den alvorligste fejl begås ofte i redigeringen. Et citat plukkes ud af en længere tankerække og får pludselig en anden betydning, end personen havde tænkt. Det sker sjældent af ond vilje, men af tidspres og trang til en skarp overskrift. Før du bruger et citat, så læs ud over det: hvad blev der sagt lige før, og hvad kom bagefter? Hvis kontekstens betydning ændrer sig, når den fjernes, skal den med.
Beskær med omtanke. Du må gerne fjerne fyldord og gentagelser, men ikke ændre rækkefølgen af argumenter eller skære en forbehold væk, som gæsten selv fremhævede. Skriv en kort ramme om citatet, så læseren ved, hvilket spørgsmål der blev besvaret. Og hvis du er i tvivl om, hvorvidt en omskrivning gengiver meningen, så ring og spørg. Det tager to minutter og sparer både dig og kilden for et problem, der kan vare langt længere.
Når samtalen er slut, føles det, som om arbejdet er gjort. Men erindringen om, hvad der blev sagt, er upålidelig, og de noter, du tog undervejs, afspejler mest det, du forventede at høre. Lyt til optagelsen hurtigst muligt, helst samme dag, og marker de steder, hvor noget overraskede dig. Det er ofte dem, der bliver historiens kerne.
Brug også gennemlytningen til at opdage, hvad du glemte at spørge om. Et kort opfølgende opkald eller en mail med et enkelt præciserende spørgsmål er langt bedre end at gætte i teksten. Gem optagelsen, indtil artiklen er udgivet og eventuelle indsigelser er afklaret, og notér tidsmærker ved de passager, du vil citere. Så kan du i løbet af minutter dokumentere, hvad der faktisk blev sagt, hvis nogen senere stiller spørgsmål ved det.
Fejlene ligner hinanden på ét punkt: de opstår, når tempoet vinder over opmærksomheden. Forbered dig nok til at kunne lytte, stil åbne spørgsmål, giv tavsheden plads, bevar citaternes sammenhæng og lyt til optagelsen bagefter. Intet af det er avanceret, men samlet gør det forskellen på en samtale, der blot fylder spalteplads, og en, der giver læseren noget at forstå.
Mette har arbejdet med research og redigering i mange år og leder magasinets redaktion. Hun skriver især om redaktionelle valg.
Ordet leder bruges let, men reglerne bag er præcise. Jonas Bruun forklarer på jævnt dansk, hvad en leder er, hvem der står inde for den, og hvordan den adskiller sig fra kommentar og essay.
Et kig ind i researchredaktionens hverdag: hvordan vi vejer en kilde, følger et dokument tilbage til dets oprindelse og beslutter, hvornår noget holder nok til at blive skrevet.